Tøjlekontakt - at bøje hesten om indvendig

Det er længe siden jeg har skrevet et indlæg, så nu er det på tide at tage fat på et emne, jeg har grublet over længe. Det omhandler rytterens brug af tøjlen.

At bøje hesten om indvendig

Hvor mange ryttere kan ride deres hest ind på en volte for en hel løs indvendig tøjle og stadig bøjet perfekt om indvendig sædeben? Gang på gang ser man ryttere dreje hesten med indvendig hånd som hjælper, og med en eller anden ide om at slipper man tøjlen, falder hesten ud af bøjningen!
   

De fleste har nok i sin tid, da de lærte at ride, fået at vide at skulle man dreje hesten til højre, skulle man tage i højre tøjle og venstre tøjle hvis hesten skulle gå til venstre. Efterfølgende lærte man, at hesten skulle flytte sig for tryk med schenklen, altså kunne man dreje hesten ved at trykke med modsatte schenkel.
Efterhånden lærte man om bøjning af hesten f.eks. på volte. Om hvordan hesten skulle bøje sig om indvendige schenkel og sædeben, og hvordan man skulle ride hestens indvendige ben mod udvendig hånd, som skulle være støttende - altså de omvendte hjælpere end man i starten lærte til drejning af hesten.

Det var i hvert fald i den rækkefølge jeg lærte tingene som ny og uerfaren ponyrytter. Nu med undervisning i akademisk ridning hedder hjælperne til bøjning af hesten: indvendig sædeben og udvendig tøjle. Den udvendig tøjle behøver ikke have kontakt til munden. Blot trykket fra tøjlen mod hestens hals skal være signal nok til kontrol af forparten. I bund og grund ganske simpelt og nøglen til de fleste dressurøvelser. Til en start er det selvfølgelig nødvendigt at støtte op med andre hjælpere, til hesten forstår budskabet.

For mig er det en stræben efter at kunne ride hesten med så få og fine signaler som muligt. Jeg tror først det er muligt at nå dette, når man viser sin hest tillid og tør slippe de tøjler en gang for alle! Hvad er det vi er bange for? At miste kontrollen?? En hest der ikke vil kontrolleres, kan heller ikke kontrolleres med stramme tøjler på en forsvarlig måde!

Alt for nu
                  Lotti:)    


Bent Branderup og hans blinde hingst Hugin
   

Rid noget mere! Hvorfor?

Hesten kan godt selv!

Jeg har haft ridelærer der sagde: "Du skal ride noget mere!" Med det mente de ikke, at jeg skulle ride i længere tid, men at jeg simpelthen var for passiv, når jeg sad på hesten. Til det vil jeg sætte et stort spørgsmålstegn ved sædets fremaddrivende effekt. Jo, hesten skal gå frem for sædet, men ofte ser man ryttere med et konstant fremaddrivende sæde uanset gangart. Rytteren sidder ikke på noget tidspunkt stille i saddlen. Hvorfor kan hetsen ikke gå selv? Den har da trods alt fire ben.

Ofte taler man om, at hesten skal gå for så fine hjælpere som muligt, så tænker jeg, at hesten skal gå frem for et enkelt skub fra sædet. Ikke en konstant driven. Det må da i længden give en hest der er døv for dette signal.

Er det så slemt at have tillid til, at hesten gør noget af sig selv? Hvis den kender hjælperne og reagerer rigtigt, hvorfor så drive og korrigere den hele tiden. Man får hurtigt en tildens til at ligge et ben til der, presse lidt her og tage i en tøjle for at korrigere hesten til at gå korrekt. - Så hav dog lidt tillid til, at hesten kan selv og giv den lidt ro og tid til at tænke, over det vi beder den om.

Så jeg er ikke begyndt at "ride" noget mere. Tværtimod bestræber jeg mig på at forstyrre min hest så lidt som muligt. Mens den får lov at tænke over de opgaver, jeg stiller den overfor, prøver jeg at fokusere på en korrekt og afslappet opstilling. 

Det er ikke for at sige, at det JEG gør er det rigtigte, men igen - det er dét, der rent personligt funger for mig og min hest. Jeg ber bare til, at man stiller spørgsmålet hvorfor, også ved det de "kloge" siger. Det er tilladt at bruge sin sunde fornuft! 

Lotti:)       

Holdning, form og samling

Ridebegreber - en række misforståelser

Jeg er ikke i tvivl om, at alle ryttere rider efter bedste overbevisning, udfra hvordan de har lært det skal gøres. Jeg lærte selv i sin tid, hvordan det skal se ud når hesten går "rigtigt". Jeg lærte, at hesten skulle rides til biddet og gå i den "rigtige" form. Men jeg er blevet klogere...!
 
Som jeg tidligere har nævnt, tror mange ryttere fejlagtigt at rides hesten til biddet går den samlet. Dette vil jeg påstå er en af flere fejlfortolkninger inden for ridningens begreber!

Her har jeg samlet mine egne fortolkninger af nogle begreber på grundlag af min egen viden og erfaring. Jeg vil ikke stå til ansvar for, om det er fagligt korrekt, men vil blot gøre opmærksom på de misforståelser, man ofte ser i forbindelse med helt simple ridebegreber.

Holdning. Dette begreb forveksles ofte med begrebet til biddet. Men at ride til biddet vil sige, at hesten selv søger mod biddet, uanset kvilken form man rider i. Man kan sige, at hesten selv søger kontakt til rytteren gennem biddet uden at hænge i det. At ride hesten i holdning vil sige, at hesten bøjer nakken uden at spænde hals- og nakkemuskler og uden at gå under lod. Den korrekte holdning kan først opnås, når hesten gennem træning har opbygget muskler til det. 

Form. Når man taler om hestens form, kan  man ikke tale om rigtig eller forkert form. Mange vil sige, at hestens form er god, når den går i holdning. Dette skyldes det evige fokus på hestens hovedholdning, og det undre mig at fokus altid er der. Vi har jo alle igen og igen hørt, at hesten skal rides bagfra! Så hvorfor er man så fokuseret på hestens hoved...?!?
Formen er selvfølgelig også et udtryk for, hvor hesten har sit hoved, men ikke om den går i holdning. Man kan vælge at ride sin hest i en lang form. Det vil sige frem og ned, hvor hesten holder hals og hoved fremme og nede, hvilket strækker hele overlinjen og løfter ryggen. Man kan også ride hesten i en kort form. Her afkorter man bagbenenes afskub, så den løftes fortil og går mere samlet.

Så hestens form bestemmes ud fra den ramme vi rider hesten i.

Samling. Det er her mange går galt i byen. En hest går ikke samlet ved at tvinges ned i holdning! En hest kan godt gå samlet uden at gå i holdning. Samlingen kommer nemlig bagfra. Det vil sige, at hesten skal sætte sig og træde med afkortet afskub bagbenene ind under tyngdepunktet, så ryggen løftes. Forparten bliver frigjort og løfter sig, som om man rider op af bakke. Hvordan alt dette opnås, er et stort kapitel for sig selv. Hovedpunktet er, at vi skal fjerne fokus fra hovedes holdning til bagbenenes bevægelsesmønster!

Go tænkelyst - Lotti:)

    

Artikler der får smilet frem

Jeg sidder lige og læser lidt i Tölt-bladene fra det sidste halve år. Ville finde de artikler jeg tidligere har nævnt, om det øgede fokus på hestevelfærd. Da faldt jeg også over et par dejlige indslag i bladet fra april.

Her er nogen, der ganske ydmygt men helt sikkert ved, hvad de ønsker for den islandske hest, og som bekymrer sig for den moderne ridnings udvikling. Har man mulighed for det, bør man virkelig læse disse artikler og breve:

Tölt - April 2010, side 58-60. Fire breve indsendt af læsere med overskrifterne:

Hvor langt skal vi gå for høje benløft?

Hvor blev etikken og det gode horsemanship af?

En blomst til Morten

Fremtidens ridning af den islandske hest.       

Tölt - Juni 2010, side 24-26. En artikel om seminaret med Gerhard Heuschmann:

Islandshesteverdenen går ind i en ny epoke

På side 26 er en boganmeldelse af Gerhard Heuschmann's bog Det ømme punkt

Tölt - Juni 2010, side 34-35. En artikel om et nyt samarbejde i den danske hesteverden:

Hestevelfærd i centrum

Her kan du læse om Tölt, som er medlemsbladet for Dansk Islandshesteforening:
http://www.islandshest.dk/index.php?id=medlemsbladettlt

De nævnte artikler er opløftende læsning, og er et bevis på, at der er fokus på området, og at vi langsomt men (forhåbenligt) sikkert bevæger os i den rigtige retning!

Rent personligt fortæller det mig, at jeg ikke er den eneste der rumsterer med den slags tanker. Men det vidste jeg i bund og grund godt, for mine tanker, spørgsmål og konklusioner har mennesker omkring mig haft indflydelse på. Nogen med samme holdninger og nogen med andre holdninger. En dyrevenlig mor, dygtige og mindre dygtige undervisere gennem tiden, rideveninder, forfattere til diverse hestebøger osv. Man suger til sig af andres erfaringer, filosofier og kloge ord. Man lærer at sortere, det man får at vide. Det der føles rigtigt og fungerer for en selv og hesten, kan man bruge, og noget gemmer man i baghovedet til eftertanke, og noget smider man helt væk, som havde man aldrig hørt det. Det vigtigste er, at man tager stilling til tingene og er klar over, at man har et valg! Man skal ikke gøre noget fordi alle andre gør det! Stille og roligt får man en ide om, hvor man vil bevæge sig henad med sin ridning, og hvilke ambitioner man har eller ikke har. Stil altid spørgsmålstegn. Hvorfor gør man sådan? Er dét det bedste for min hest?

       Lotti:)

Det helt grundlæggende - musklerne!

Logik for hestefolk

I bund og grund er det jo ganske indlysende, at hestens muskler er grundfundament for al ridning. Hesten skal ikke presses ud i dressurøvelser og samlingsgrader, som dens muskler ikke er stærke nok til. Det er logik - og det vil de fleste nok mene, at de er klar over. Men jeg har mine tvivl... 

Jeg er ikke i tvivl om, at mange selv er overbevist om, at de ved det. De træner måske også med henblik på at styrke hestens muskler og kondition, men højt sandsynligt i den tro, at når hesten (efter den "traditionelle" ridning) går perfekt, må det da også styrke musklerne efter hensigten. Når jeg siger perfekt i den traditionelle ridnings forstand, er det fordi jeg har oplevet, at mange fejlagtigt tror at går hesten til biddet, er den samlet og går som den skal. 

Dermed konkluderer jeg, at mange rytteres ridning er baseret på ren uvidenhed om det hel grundlæggende ved al ridning nemlig træning, opbygning og smidiggørelse af hestens muskler. Hertil hører selvfølgelig også en viden om hestens anatomi, så man ved, hvilken indflydelse og hvilke konsekvenser der er forbundet, med de ting vi gør, når vi sidder på hesteryggen.       

Dette giver mig lejlighed til at anbefale en bog, der netop har fokus på dette emne. Den beskriver hele problemstilling ved den fejlagtige ridning og gennemgår hestens anatomi og fysiologi. Den SKAL læses!!

Bog: Det ømme punkt skrevet af Gerd Heuschmann - dyrlæge, beridder og foredragsholder.

     

Idealet for ridning

Mere fokus på hestevelfærd:)

Debatter om hestevelfærd er kommet meget op i tiden. Ikke blot hvordan vi holder hest, men også hvordan vi håndterer og træner dem. Det glæder mig ud over alle grænser, at debatten også har nået islænderverdenen, som jeg selv er en del af.

Nu kan man i Tölt læse flere indlæg og artikler omhandlende emnet. Men men men...lige så begejstret jeg var over artiklerne, lige så meget grammede jeg mig over billeder på nogen af de andre sider. Billeder af islandske heste med høje løft, super udstråling og fuld fart frem. Godt ser det ud bevares, men bag den smukke udstråling gemmer sig en hest, der går på forparten, med sænket ryg, smidt bagpart, underhals og med en konstant spændt overlinje og med stangbid der til tider ses i en åben mund. Det viser, at der er lang vej endnu, før alles fokus bliver rettet mod, hvad der er bedst for hesten.
Detsværre bliver det en langvarrig proces at ændre idealet, for billedet af en "perfekt" redet hest bliver dannet i toppen af kransekagen, hos dommerne!

Brug og smid væk
  

Det kan måske forstås som et angreb på konkurrencerne inden for islænderridningen, hvor idealet er udstråling, vilje og power, men det er også her problemet starter, da ridning ved konkurrencer ofte, er forbilled for alle ryttere. For mig ser det ud som om, at disse idealer skal opnåes for enhver pris! -men det er hesten der betaler prisen!  

Med dette vil jeg påstå, at der forlanges ting af vores heste, som deres muskler slet ikke er i stand til uden den rigtige træning. Vi forlanger, at hesten allerede ved sine første kåringer viser alt, hvad den har i sig. Er dette fair? Den viser sig måske nok fra sin bedste side (desværre), de vil jo i bund og grund gerne gøre, hvad vi forlanger, hvilket jo gør dem til fantastiske dyr, men på længere sigt bliver det ikke en gammel ridehest. Den bliver slidt ned! Men pyt - vi kan jo bare få nogle forsikringspenge og købe en ny ridehest, der løfter over vinkel!!..?

Sådan er vores mentalitet i dag. Har vi noget der ikke kan bruges, smider vi det væk og køber noget nyt. Men husk som din mor sagde, da du som lille ville have en kat: Det er ikke en ting, det er et levende dyr!

Mit hesteforum

Velkommen til mit hesteforum

Denne blog er for mig et sted, hvor jeg kan skrive de tanker og erfaringer, der kommer til mig gennem hesteverdenen. Her vil jeg samle mine og andres "hesteguldkorn"! Her kan jeg provokere, påstå og genneralisere velvidende om, at jeg gør det, og at jeg ikke nødvendigvis har ret i mine påstande. 

Jeg har, ligesom så mange andre, forelsket mig i (islandske)heste, og har gennem tiden ofte spurgt mig selv: Hvad er bedst for hesten?

De fleste hestefolk vil jo nok påstå, at den måde hvorpå de omgås, passer og træner deres heste, er den bedste. På det punkt er hestefolk firkantede og stivnakkede. Ingen skal komme og fortælle dem, hvordan man skal gøre tingene. Jeg ved godt, at jeg nu generaliserer, men jeg ved også, at der selvfølgelig findes nåle i høstakken, der tager ny viden og andres erfaringer til sig. Fagfolk inden for alle fag kan og bør lære nyt om deres fag hele livet!

Det er måske en hård omgang, når jeg sådan starter med at lange ud efter hestefolket, men ingen vil jo alligevel sætte sig selv under den katogori jeg her har beskrevet. 

Grunden til mine provokerende påstande er, at jeg ønsker en debat om emnet. Emner som hestevelfærd, horsemanship og hensigtsmæssig træning af hesten er meget oppe i tiden, og det burde give anledning til at stoppe op og se sig selv og sin hest i spejlet: Er det jeg gør det bedste for hesten?