Det er længe siden jeg har skrevet et indlæg, så nu er det på tide at tage fat på et emne, jeg har grublet over længe. Det omhandler rytterens brug af tøjlen.
At bøje hesten om indvendig
Hvor mange ryttere kan ride deres hest ind på en volte for en hel løs indvendig tøjle og stadig bøjet perfekt om indvendig sædeben? Gang på gang ser man ryttere dreje hesten med indvendig hånd som hjælper, og med en eller anden ide om at slipper man tøjlen, falder hesten ud af bøjningen!
At bøje hesten om indvendig
Hvor mange ryttere kan ride deres hest ind på en volte for en hel løs indvendig tøjle og stadig bøjet perfekt om indvendig sædeben? Gang på gang ser man ryttere dreje hesten med indvendig hånd som hjælper, og med en eller anden ide om at slipper man tøjlen, falder hesten ud af bøjningen!
De fleste har nok i sin tid, da de lærte at ride, fået at vide at skulle man dreje hesten til højre, skulle man tage i højre tøjle og venstre tøjle hvis hesten skulle gå til venstre. Efterfølgende lærte man, at hesten skulle flytte sig for tryk med schenklen, altså kunne man dreje hesten ved at trykke med modsatte schenkel.
Efterhånden lærte man om bøjning af hesten f.eks. på volte. Om hvordan hesten skulle bøje sig om indvendige schenkel og sædeben, og hvordan man skulle ride hestens indvendige ben mod udvendig hånd, som skulle være støttende - altså de omvendte hjælpere end man i starten lærte til drejning af hesten.
Det var i hvert fald i den rækkefølge jeg lærte tingene som ny og uerfaren ponyrytter. Nu med undervisning i akademisk ridning hedder hjælperne til bøjning af hesten: indvendig sædeben og udvendig tøjle. Den udvendig tøjle behøver ikke have kontakt til munden. Blot trykket fra tøjlen mod hestens hals skal være signal nok til kontrol af forparten. I bund og grund ganske simpelt og nøglen til de fleste dressurøvelser. Til en start er det selvfølgelig nødvendigt at støtte op med andre hjælpere, til hesten forstår budskabet.
For mig er det en stræben efter at kunne ride hesten med så få og fine signaler som muligt. Jeg tror først det er muligt at nå dette, når man viser sin hest tillid og tør slippe de tøjler en gang for alle! Hvad er det vi er bange for? At miste kontrollen?? En hest der ikke vil kontrolleres, kan heller ikke kontrolleres med stramme tøjler på en forsvarlig måde!
Alt for nu
Lotti:)
Bent Branderup og hans blinde hingst Hugin
Efterhånden lærte man om bøjning af hesten f.eks. på volte. Om hvordan hesten skulle bøje sig om indvendige schenkel og sædeben, og hvordan man skulle ride hestens indvendige ben mod udvendig hånd, som skulle være støttende - altså de omvendte hjælpere end man i starten lærte til drejning af hesten.
Det var i hvert fald i den rækkefølge jeg lærte tingene som ny og uerfaren ponyrytter. Nu med undervisning i akademisk ridning hedder hjælperne til bøjning af hesten: indvendig sædeben og udvendig tøjle. Den udvendig tøjle behøver ikke have kontakt til munden. Blot trykket fra tøjlen mod hestens hals skal være signal nok til kontrol af forparten. I bund og grund ganske simpelt og nøglen til de fleste dressurøvelser. Til en start er det selvfølgelig nødvendigt at støtte op med andre hjælpere, til hesten forstår budskabet.
For mig er det en stræben efter at kunne ride hesten med så få og fine signaler som muligt. Jeg tror først det er muligt at nå dette, når man viser sin hest tillid og tør slippe de tøjler en gang for alle! Hvad er det vi er bange for? At miste kontrollen?? En hest der ikke vil kontrolleres, kan heller ikke kontrolleres med stramme tøjler på en forsvarlig måde!
Alt for nu
Lotti:)
Bent Branderup og hans blinde hingst Hugin
