tirsdag den 11. oktober 2011

At generalisere

Jeg vil ikke generalisere - blot sætte fokus
Det kan godt være jeg generaliserer en lille bitte smule, også kaldet at skære alle over en kam, eller putte alle i samme båd. Bare en lille bitte smule... Måske mere end en lille bitte smule... Ej okay, jeg generaliserer måske en del. Til det vil jeg sige, at det er ikke et mål for mig i sig selv at skære alle over en kam, men ofte er det et middel, der hjælper til at få folk op af stolene. Ikke et middel jeg bruger bevidst, men åbenbart nok til, at nogen føler sig ramt. Det er heller ikke et mål for mig at få alle andre ned med nakken og sige, at det de gør er forkert, og det jeg gør er det rigtige.
Det er ikke min mening, at folk skal tolke mine blogindlæg som et angreb på deres måde at gøre tingene, og jeg ved godt, at ikke alle dressurryttere river og flår deres hest i munden eller udøver rollkur, og at ikke alle islænderrytter bruger stangbidet på en uhensigtsmæssig måde. Jeg ved også, at man ikke kan pudse sin glorie blot ved at ride uden bid! - alt med måde, som man siger. 

Mit mål er at sætte nogle tanker igang, og få folk til at sætte spørgsmålstegn, ved det de gør. Man skal vide, hvorfor man gør som man gør, og ikke gøre det, fordi alle andre gør det. Vær åben overfor alle alternativer i stedet for at gå i forsvarsposition, når tingene gøres anderledes. Det er her, jeg mener, alle hestemennesker er firkantede og stivnakkede (bare for at generalisere igen;) - ingen skal fortælle os, hvordan tingene skal gøres! Det ved vi bedst selv, og kritiske hentydninger bliver taget som en fornærmelse!
Men i bund og grund er det ens for alle. Det handler om, at finde frem til løsninger og metoder, der fungerer for en selv og ikke mindst tilgodeser hesten. Det er jo hesten, vi har forelsket os i, og vi vil den alle det bedste... Husk det! Husk det! Husk det, for det ser nogen gange ud som om, vi har glemt det...



Jeg er ikke noget særligt
Det er nok også på tide at pille mig selv lidt ned. Det lyder måske som om jeg ved noget, eller det lyder som om jeg tror jeg ved noget, men jeg vil ikke kalde mig selv en speciel dygtig rytter, jeg er ikke nået særlig langt med min hest op af den klassiske stige, jeg har ikke nogle store ambitioner og mit navn vil nok aldrig blive genkendt.
Hvad kan jeg så? - Jeg vil min hest det bedste, og da jeg ikke ved, hvad det bedste er, har jeg hele livet bevaret nysgerrigheden og suget til mig fra alle hjørner af hesteverdenen. Jeg er åben og vil gerne høre alle synspunkter af samme sag. Jeg har gjort ting, som jeg den dag i dag krummer tærer over - men man har lov at blive klogere! 
Jeg er en amatør, der hygger sig med sin ridning, og min største ambition er, at min hest skal holde i mange mange år og gøre ting af lyst, og ikke fordi den skal! Jeg er ikke noget særligt, men jeg vil min hest det bedste!   

Lotti:)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar