Det kan godt være jeg generaliserer en lille bitte smule, også kaldet at skære alle over en kam, eller putte alle i samme båd. Bare en lille bitte smule... Måske mere end en lille bitte smule... Ej okay, jeg generaliserer måske en del. Til det vil jeg sige, at det er ikke et mål for mig i sig selv at skære alle over en kam, men ofte er det et middel, der hjælper til at få folk op af stolene. Ikke et middel jeg bruger bevidst, men åbenbart nok til, at nogen føler sig ramt. Det er heller ikke et mål for mig at få alle andre ned med nakken og sige, at det de gør er forkert, og det jeg gør er det rigtige.
Det er ikke min mening, at folk skal tolke mine blogindlæg som et angreb på deres måde at gøre tingene, og jeg ved godt, at ikke alle dressurryttere river og flår deres hest i munden eller udøver rollkur, og at ikke alle islænderrytter bruger stangbidet på en uhensigtsmæssig måde. Jeg ved også, at man ikke kan pudse sin glorie blot ved at ride uden bid! - alt med måde, som man siger.
Mit mål er at sætte nogle tanker igang, og få folk til at sætte spørgsmålstegn, ved det de gør. Man skal vide, hvorfor man gør som man gør, og ikke gøre det, fordi alle andre gør det. Vær åben overfor alle alternativer i stedet for at gå i forsvarsposition, når tingene gøres anderledes. Det er her, jeg mener, alle hestemennesker er firkantede og stivnakkede (bare for at generalisere igen;) - ingen skal fortælle os, hvordan tingene skal gøres! Det ved vi bedst selv, og kritiske hentydninger bliver taget som en fornærmelse!
Men i bund og grund er det ens for alle. Det handler om, at finde frem til løsninger og metoder, der fungerer for en selv og ikke mindst tilgodeser hesten. Det er jo hesten, vi har forelsket os i, og vi vil den alle det bedste... Husk det! Husk det! Husk det, for det ser nogen gange ud som om, vi har glemt det...
Jeg er ikke noget særligt
Det er nok også på tide at pille mig selv lidt ned. Det lyder måske som om jeg ved noget, eller det lyder som om jeg tror jeg ved noget, men jeg vil ikke kalde mig selv en speciel dygtig rytter, jeg er ikke nået særlig langt med min hest op af den klassiske stige, jeg har ikke nogle store ambitioner og mit navn vil nok aldrig blive genkendt.
Hvad kan jeg så? - Jeg vil min hest det bedste, og da jeg ikke ved, hvad det bedste er, har jeg hele livet bevaret nysgerrigheden og suget til mig fra alle hjørner af hesteverdenen. Jeg er åben og vil gerne høre alle synspunkter af samme sag. Jeg har gjort ting, som jeg den dag i dag krummer tærer over - men man har lov at blive klogere!
Jeg er en amatør, der hygger sig med sin ridning, og min største ambition er, at min hest skal holde i mange mange år og gøre ting af lyst, og ikke fordi den skal! Jeg er ikke noget særligt, men jeg vil min hest det bedste!
Denne video fik mig til at tude....... og det selvom jeg ikke fatter et ord af, hvad der bliver sagt, men er sikker på den kloge mand siger noget fornuftigt om den forfærdelige ridning vi ser, hvis man overhovedt kan kalde det ridning, hvilket jeg tvivler meget på!
Bidets indvirken på hestens mund
Denne video er mere forståelig for os der ikke kan mere sprog end til husbehov. Den fortæller ret detaljeret, hvilke punkter i hestens mund bidet påvirker.
Nu er jeg igen blevet konfronteret med spørgsmålet om, hvorfor jeg rider med hackamore!? Om jeg da ikke er klar over, at det er lige så skarpt som et stangbid?!? Til dette har jeg to ting at sige:
For det første rider jeg med et så kaldt softhackamore, som er ganse harmløs og vis indvirken ikke er så voldsom, som et almindeligt hackamore kan være. Det siges om et hackamore, at det ved træk i stængerne lukker for hestens luftveje, og at man ved voldsomme ryk kan knække hestens næseryg. Dette kan man ikke med et softhackamore! Skulle det dog alligevel lykkes, om det så er et soft- eller almindeligt hackamore, burde denne rytter aldrig havde siddet på en hest! Et softhackamore er som det lyder af navnet - soft.
Eksempler på hackamore:
Eksempler på softhackamore:
For det andet undrer det mig voldsomt, at et softhackamore sidestilles med stangbid i islænderkonkurrencerne. Det er jo ikke noget bid! Indvirkningen er vidt forskellig. Bidet har indvirken på hestens mund, et hackamore har indvirken på hestens næseryg. Den eneste lighed er stængerne, hvor tøjlerne sidder, som skulle gøre det muligt at bruge mindre signaler. Det er klart at trækker man hårdt i et stangbid, virker det som et skarpt bid i hestens mund. Trækker du hårdt i et hackamore bliver trykket på næseryggen selvfølgelig kraftigere. Men helt ærligt så tror jeg ikke, at et tryk på næseryggen kan give nær så meget smerte som et tryk mod en hestegumme - og da slet ikke med et softhacakamore. Men til det vil jeg også sige at, både et hackamore og det blødeste bid er skarpe i de forkerte hænder!
Jeg vil gentage mit spørgsmålstegn ved følgende regl ved islænderkonkurrencer:
Et uddrag fra Regler for stævneridning i Danmark:
6. Udstyr
Alle bid, hvor tøjlerne er forbundet med stænger, ringe el.lign., der kan bruges som vægtstang, er kun tilladt
i T.1, T.2, T.4., T.3, 4.1, 4.2, 5.1, 5.2, FS1 og alle pasdisciplinerne.
Hackamore sidestilles med bid med stangeffekt.
Er det kun mig der synes, at denne regl er hel hend i vejret, og giver et forkert indtryk af et hackamors indvirken på hesten. Jeg vil påstå, at der er blevet udviklet en form for fordomme overfor det at ride med hackamore, dels på grund af disse skræk historier om knækkede næserygge, og dels fordi mange ikke ved, at der findes dette softhackamore, som er et fantastisk alternativ, hvis man gerne vil ride uden bid. Ridning med softhackamore er blevet meget undervurderet, men personligt har jeg kun oplevet, at det har haft en positiv indflydelse på mine heste.
En hel anden diskussion er islænderrytteres brug af stangbidet. Stangbidet er i familie med et kandar som, hvis det bruges rigtigt, har en sænkende effekt på hestens hoved - det er ikke just denne effekt af stangbiddet vi ser på konkurrencebanerne, nærmere det modsatte. Bruges stangbiddet/kandaret forkert kan det give voldsomme spændinger i hestens hals og nakke. Men dette emne vil jeg måske, hvis i er heldige, tage op på et senere tidspunkt ;)
Jeg er lige blevet bekendt med navnet Christofer Dahlgren. En svensk rytter, som i 2004 bestod Rideprøven, i 2006 Piaffprøven og i 2011 Terre a terre prøven hos Bent Branderup. Jeg er meget imponeret og har, efter at have luret flere videoer med ham, fået et nyt forbillede :)
Det er en fryd, at se så pæn og imponerende ridning og vide, at her er der knoklet i årevis for at nå så langt op på den klassiske stige. Her er der fokus på at opbygge hestens muskler. Man kan på videoen se den muskelkræft terre a terre kræver, og her kan der ikke springes over hvor gærdet er lavest, hvis øvelsen skal udføres korrekt. Denne øvelse ligger som 15. trin ud af 17 på den klassiske stige. Hiv og træk i tøjlen vil her ødelægge alle de uundværlige fine signaler fra rytteren. Man får ikke en uvillig hest til at gå dressur på SÅ højt plan! Her er det et spørgsmål om samarbejde og at nå det aller ypperste - følelsen af at rytter og hest smelter sammen!
Christofer Dahlgren
Christofer Dahlgren
Vælg forbilleder med omhu
Men apropos forbillede, må man gå ud fra, at ens ridning bærer præg af de forbilleder, man har haft gennem tiden. Ridelærer såvel som de store professionelle navne. Men forbilleder vælges også ud fra ens ambitioner og "rideretning". Rider man islandske-, dressur- eller springkonkurrencer, er man nok tilbøjelig til at se op til de ryttere som bliver set på banerne - dem som har et navn i den del af hestenverdenen. Såvel som en del af mine forbilleder udspringer af min interesse for akademisk ridning. Forbilleder er jo ofte, dem der ved, hvordan man gør det rigtigt. De kloge. Dem der er bedre end en selv.
Dermed ikke sagt, at ens ambitioner behøver at være at nå det samme niveau eller gøre tingene på samme måde, men det at have forbilleder, som med overbevisning kan give nogle retningslinjer, er med til at skabe en mening med ens ridning.
For eksempel har jeg ingen intensioner om at ende ud i at ride med kandar, som ellers hører den akademiske ridning til. Jeg har heller ikke planer om at kravle hele vejen op ad den klassiske stige, men det der gør, at et af mine forbilleder er en mand som Bent Branderup, er hele idéen bag denne form for ridning. Han fokuserer på at besvare alle spørgsmålene om, hvorfor vi gør som vi gør. Der bliver taget hensyn til hestens fysiologi, anatomi og kapacitet og ikke mindst et fint samspil mellem rytter og hest.
Netop fordi vores forbilleder har indflydelse på vores ridning og behandling af hesten, bør disse vælges med omhu. De store navne på konkurrencebanerne kan de svare på, hvorfor de gør sådan og sådan? Er der logik i deres forklaringer, eller skal det bare se godt ud, så de kan hente nogle rosetter hjem? Vil de hesten det bedste? Husk at være kritisk og sæt spørgsmålstegn også ved det de kloge siger...
Selvfølgelig er der også ryttere, som ingen forbilleder har. De rider bare og gør tingene på deres egen måde. Dette er der som sådan ikke noget i vejen for, men personligt tror jeg, det er sundt at se op til nogen og få dannet sig disse retningslinjer for ridningen med fokus på hestens ve og vel. Vi bliver opmærksomme på, hvor lidt vi kan og inspireres til udvikling.
Forbilleder eller ej, så kan vi ikke undgå at folk omkring os har indflydelse på eller inspirerer vores ridning, hvis dette ikke er tilfældet, er man nok en af dem som efterhånden falder fra og ligger hesten på hylden.
Bent Branderup
Akademisk ridekunst er ikke noget fansi noget Bent Branderup har opfundet. Denne ridestil har været kendt i mange hundrede år, og han har bragt den med tilbage til Danmark efter mange års erfaringer og oplevelser rundt omkring i Europa, hvor han har været elev hos højt respekterede ryttere b.la. ved den Spanske Rideskole.
Bent Branderup må siges at være blevet en guru her i norden inden for denne ridestil. En rigtig original, som lever for netop dette helt ud i fingerspidserne. En mand man ser fordi, han skiller sig ud. Han gør det nemlig rigtigt. Han er klog. Han er bedre end de fleste, og så har han erfaring erfaring erfaring, så han ved, hvad han taler om!Han udtrykker: Vi skal bruge dressuren for hestens skyld. Ikke hesten for dressurens skyld!
Bent Branderup
Kendte hestemennesker som har inspirerret mig:
Monty Roberts (Join-up)
Michael Peace (Horsemanship)
Kelly Marks (Uddannet hos Monty Roberts)
Klaus Ferdinand Hempfling (Danser med heste - Samling for løs tøjle)
Jeg faldt over denne video, som var lagt på facebook. En meget sørgelig video, som tydeligt beviser at begrebet Rollkur desværre ses inden for alle rideformer. Heldigvis kunne man ud fra kommentarene til denne video se, at folk bestemt ikke bryder sig om sådant et syn. Dejligt!
Har man bare en lille snert af et hestekyndigt menneske i sig, så ved man også, at der findes et hav af træningsmetoder, hvorfor så vælge en af de metoder, hvor ALT er overladt til hestens mund?!? Det dér er IKKE det bedste for hesten!
